Galleri Neble
Klik på billede for at se hele samlingen.
Lysten til at tegne og male har jeg haft lige fra barneårene, men ud over nogle få tusch- og blyant tegninger, og et enkelt oliemaleri malet under et grønlandsophold i 1968, har det været gennem fotografiet, at jeg har søgt at indfange de sanseindtryk jeg har mødt. Det var da også med udgangspunkt i fotografiet, at jeg, da jeg gik på pension i 2006, fik mod og tid til at forsøge mig med pensel i hånd. Jeg har haft stor glæde af og hentet megen inspiration ved at deltage i kurser afholdt af Birgit Langborg (2006 og 2007), Jens Brandt (2008) og Robert McLean (2009 -2018), men derudover vil jeg betegne mig selv som værende autodidakt.
Min stil vil jeg karakterisere som impressionistisk.
Jeg startede med at male med akrylfarver, men gik ret hurtigt over til oliefarver. Indtil videre har jeg hovedsageligt valgt mine motiver ud fra fotografier taget gennem årene under mine rejser i udlandet og herhjemme, og jeg har ikke nogen foretrukken type af motiv. Jeg søger udfordringen i at male landskaber, bymiljøer såvel som dyr, mennesker og ikke mindst portrætter.
Jeg lægger stor vægt på at prøve at gengive den oprindelige atmosfære over de motiver jeg maler.
Siden 2012 har jeg været medlem af ”Kunstnerkælderen” i Ølstykke.